Kimmo
Pohjonen 'Kluster' - Akkordeonets nye budbringere.
Duoen ’Kluster’ sprænger
de gamle rammer for, hvordan akkordeonmusik kan lyde. Jeg
talte med Kimmo Pohjonen om at spille et instrument med så
dårligt et rygte.
Hør
interviewet.
Akkordeon incest
"Hvis du starter som ti-årig med at spille akkordeon,
må der være en helt særlig grund, ellers
ville du ikke gøre det. Men min far spillede akkordeon,
så jeg tænkte: "Ah, det kunne måske
være cool". Jeg fandt jeg ud af, at det bestemt
ikke var et cool instrument at spille. Men jeg fortsatte,
fordi jeg var et velopdragent barn. Rent faktisk skammede
jeg mig over det, jeg fortalte ikke engang til mine venner,
at jeg spillede akkordeon. Så jeg havde en lidt syret
barndom."
"Det er en slags akkordeon incest. Børn
der gerne vil gøre deres forældre glade, spiller
akkordeon. Og hvis du sidder og spiller det her ’om-pa
om-pa’ og de voksne står og lytter på –
hvad godt skulle der komme ud af det? Hvis man spiller guitar
er det noget andet, så er der et forældreoprør
i gang."
Nyt land
"Vi forsøger at lave noget musik, der er helt
nyt. Noget som ingen har hørt før. Og som musiker
er det også vigtigt med fornyelse, man ikke keder sig.
Jeg tror faktisk, at vi er et af de mest unikke bands i hele
verden. Jeg ved, at lige meget hvor jeg tager han med Samuli,
så vil vi aldrig opleve nogen, der laver det samme som
os. Det er spændende at arbejde med samplinger og elektronik,
og at bruge lydene fra et gammelt, traditionelt instrument
som akkordeon, som folk tror er det rene lort. Men instrumentet
er så fuldt af lyd - og hver dag opdager vi nye fantastiske
lyde. "
"I starten spillede Samuli almindeligt trommesæt,
og jeg kunne ikke rigtig finde ud af formålet med at
spille med ham. Men så begyndte han at sample mit akkordeon
og spille på lydene. Det lød vildt; faktisk langt
vildere end hvad jeg selv kunne lave med instrumentet. På
den måde kan vi gøre instrumentet mere interessant
og udvide rammerne for hvad man kan med et akkordeon. For
der er intet andet instrument, der har så dårligt
et renomme. Forhåbentlig kan vi inspirere kommende generationer
til at spille akkordeon af egen fri vilje."
|